Udgivet i

Hvordan bliver du en roligere person?

Forestil dig, at du ser nyhederne: En meteor har retning mod Jorden. Du har kun en uge tilbage at leve i. Vil du bruge dine sidste dage på at stresse over noget, du alligevel ikke har kontrol over? Eller vil du bruge dine sidste dage på at være sammen med familien, hygge dig og have det sjovt? Jeg hælder mest til det sidste.

Jeg er godt klar over, det er et voldsomt eksempel, men dog relevant på nogle områder. I virkeligheden kunne en meteor sagtens være på vej – det kan vi ikke styre. Dog handler det her ikke om hvor vidt en meteor er på vej eller ej. Det handler om, hvordan vi prioriterer vores hverdag, vores tid og, ja, hele vores liv. Du kan ikke kontrollere alt det eksterne – om der er trafikprop eller om dit yndlingsbrød er udsolgt hos bageren – men du kan kontrollere, hvad der foregår inde i dig selv. Hvordan du vælger at reagere.

Er dette øjeblik vigtigt i morgen?

Når vi bliver sat i en situation, hvor vi ikke kan kontrollere omstændighederne, har vi det med at overreagere – de fleste af os, ikke alle. Vi kender de der morgener, hvor man kom lidt sent ud af døren og på vej til arbejde er der allerede kø på motorvejen. Folk dytter og skælder ud på de forankørende billister. Alle prøver at finde en årsag til trafikproppen. “Flyt jer nu, for helvede! Jeg er allerede 10 minutter forsinket!” Det er nok det man skal høre fra de fleste. Men i stedet for at prøve at finde ud af, hvem der har skylden her og hvem der nu har ødelagt din dag, så prøv at kigge ind i dig selv. Alt det vi nogensinde har brug for finder vi i os selv. Det er ikke nogens skyld, at du reagerer som du gør. Det er ikke trafikkens skyld, at du bliver stresset. Det er udelukkende din egen skyld. Det er måske svært at høre, men det er trods alt sandheden. Hvis du allerede nu får lyst til at efterlade en hade kommentar og rette på mine udsagn, så vil jeg råde dig til ikke at læse videre…

Du kan vælge at reagere på en anden måde. Du kan komme til at nyde den tid du har for dig selv. Men kun hvis du er klar til at ændre dig. Prøv at se tingene i et større perspektiv uanset situationen: Vil dette øjeblik betyde noget for mig i næste uge, næste måned, næste år, om 10 år? Højst sandsynligt ikke. Så hvorfor overhovedet tage dig af det? Er det værd at brokke sig over trafikpropper og folk der går dig på, når det ikke har nogen anden værdi for dig end, at det er noget du kan brokke dig over?

I morgen findes kun i din fantasi

Eksamen gik ikke som du forventede. Du fik ikke den forfremmelse, du mente, at du fortjente. Græd ikke over det. Gør ikke et større nummer ud af det. Du klarede eksamen, gjorde du ikke? Du tog dig mod til at spørge chefen om forfremmelse, gjorde du ikke? Tænk på, hvilket arbejde du har lagt i dine opgaver, alt det du allerede har opnået. I fremtiden vil du få større gavn af det, end hvis du ikke startede på din uddannelse eller hvis du ikke spurgte chefen.

Drøm om fremtiden, ønsk en endnu bedre fremtid. Men stress endelig ikke over det, du ikke har opnået endnu og det du gerne vil opnår. Ellers kan du ikke nyde nuet til fulde. Og det er så meget vigtigere at leve lige nu. Fokuserer du altid på, hvordan din verden ser ud i morgen eller om 5 år, hvordan har du så tænkt dig at leve i dag. Hvornår har du opnået det, du hver dag stræber efter at opnå?

Selvfølgelig skal der være plads til, at du farer ukontrollabelt op og mister tålmodigheden, når noget ikke går som du ønsker. Det er menneskeligt. Men lader du altid den slags kontrollere dig, kan det skade dig indefra. Til sidst genkender du ikke længere dig selv, du får negativ indflydelse på dine børn (hvis du har sådan nogle) og du ender med indirekte at skubbe dine venner og familie væk. “Du har ændret dig. Jeg ved ikke, hvem du er længere.”

“At fastholde vrede er som at gribe varmt kul med en intension om at kaste det på en anden person; det er kun dig selv, der bliver forbrændt.”

Buddha

via GIPHY

Slip vreden

Tag en pause fra de sociale medier og alle de andre nyhedsmedier. De skaber kun negativ energi. Dårlige nyheder er godt nyhedsstof og sådan kommer det nok altid til at være. Så hvis du vil forhindre en stor del af hverdagens negative energi i at påvirke dig, så er det en god idé at skrue ned for strømmen af nyheder. Lad andre have deres kampe og skænderier, men undlad at tage det til dig, da der ikke kommer noget godt ud af det.

Øv dig i at være en slags tilskuer i stedet for. Med det mener jeg, at bliver du mødt af en person, der har valgt dig som offer for hans/hendes vrede, så lyt og forhold dig roligt imens. Når personen ikke har mere luft i ballonen, giv da slip på det hele og gå din vej. Lad det ikke påvirke dig. Tag ikke deres vrede med i seng.

Engang var jeg selv en af dem hvis dårlige dage fyldte mere end de gode. Min lunte var ret kort og det hjalp ikke at have en manipulerende person i familien. Jeg var stresset, negativ og sikkert også på randen til en slags depression engang. Men for nogle år siden begyndte jeg at læse bøger om personlig udvikling og tog dem helt ind til kroppen. De hjalp mig godt på vej ud af den vrede, jeg gik med. Og i løbet af det seneste års tid har jeg kunne mærke et tydeligt skift i mig selv og min personlighed. Jeg er blevet meget mere rolig og gladere for livet og jeg sluger stadig hver eneste bog om personlig udvikling, jeg kan finde. Det har taget tid at nå dertil, hvor jeg er nu. Men intet tager så lang tid, at det ikke er ventetiden værd.

Du har tid nok

Nu siger jeg noget, jeg selv har haft svært ved at forstå og som de fleste også har svært ved: Du behøver ikke nå alt lige her og nu. Det vi ikke når i dag, når vi i morgen. Det ordsprog er blevet glemt med tiden. Vi kender det stadig, men indholdet af ordsproget får vi hver dag sværere ved at forstår. Især den nyere generation, der helt sikkert lider af en eller anden form for koncentrationsbesvær. Hvis du vil være en roligere person, nytter det ikke noget at påtage dig en masse stressende opgaver eller lade dig gå på af en småting, som nogen der kalder dig for en orm (der skal så lidt til at fornærme folk i dag).

Giv dig tid til at slappe af og lave ingenting. Ja, jeg sagde det: Ingenting. Det lyder ikke af meget, men det kan være supersundt for dit mentale helbred. Stol ikke på, at din chef ved, hvad der er godt for dig, når han prøver at presse en ekstra opgave nedover dig nu hvor du alligevel har 10 minutter. Vi lever i en tid, hvor kvantitet er lig med kvalitet. Vi er blevet storforbrugere af… stort set alt – men det må være et emne til en anden god gang.

Skam dig ikke over, at slappe af engang i mellem. Det har vi alle brug for. Har du kun et par minutter, hvor du ikke laver noget, så sæt dig ned og kig ud af vinduet eller noget andet der får dig til at geare ned. Giv slip på alle dine bekymringer, stress og jag og træk vejret. Tænk måske på, hvad du skal have til aftensmad. Hvad som helst for at distrahere dig selv.

8 tips til en roligere hverdag

  1. Forvent det positive, ikke det negative. Negative tanker fører til mere negativitet. Det er en ond cirkel.
  2. Husk på de gode ting. Selvom du står i en dårlig situation, er der altid noget godt at finde.
  3. Gå en tur i naturen. Naturen har en helende kraft på både krop og sjæl.
  4. Træk vejret. Tag dybe indåndinger, kom ned på jorden igen.
  5. Lyt til musik. Ligesom naturen har rolig musik også en helende og beroligende kraft.
  6. Ryd op. Det lyder sikkert underligt, men et rydeligt rum gør dig roligere. Et rodet rum skaber ikke kun kaos i dine omgivelser, men også i dit indre.
  7. Smil. Uanset om det er naturligt eller tvungent, så gør et smil dig og dine medmennesker gladere.
  8. Vågn op til fuglefløjt (den funktion har nogle telefoner) eller langsom musik. En alarm der står og brøler dig i hovedet får din krop til at gå i en chok-tilstand, der kan følge dig hele morgenen.

Niklas H-L

Featured photo by Indian Yogi (Yogi Madhav) on Unsplash


Relaterede indlæg

FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG

Vær den første til at modtage nyheder, tips og andet god læsning.