Er du for selvkritisk? Sådan bliver du bedre til at håndtere det

Læsetid: 6 minutter

Hader du også kritik og hader du især, når det kommer fra dig selv? Har du altid en indre stemme, der kritiserer hver beslutning du tager, fordi du ikke er sikker på, hvad andre vil sige om dig? Måske har du et helt enestående musiktalent, men bliver ved med at fortælle dig selv, at du ikke er god nok til at vise det frem.

Jeg ved om nogen, hvad det vil sige at være selvkritisk. Jeg har altid været lidt for hård mod mig selv. Er jeg en god fotograf? Hvad hvis folk ikke kan lide det jeg skriver? Mine Facebookvenner synes næsten aldrig godt om mine opslag – kan de ikke lide mig? Og mange andre dumme selvkritiske tanker. Jeg prøver at blive bedre, men indimellem glipper det. Det kan ske for selv den bedste. Af erfaring har jeg dog lært, at når jeg frygter kritikken mest og tror mindst på mig selv, så kan jeg forvente det stik modsatte. For det er på disse tidspunkter, at folk kommer med mest ros og så ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal reagere.

I dette blogindlæg vil jeg komme med gode råd, der har hjulpet mig og som kan inspirere dig til at blive bedre til at acceptere dig selv.

“Criticism is something you can easily avoid by saying nothing, doing nothing, and being nothing.”

Aristotle

Vi er for hårde mod os selv

Vi er alt for ofte vores egen allerhårdeste kritikker. Hjernen elsker at finde på et ton af skræmmende scenarier, der for det meste er så langt ude, at det er svært at tro på. Men desværre er de fleste af os vokset op med den tro, at vi skal være perfekte og mestre alt efter en dag, hvilket lægger en masse pres på os.

Det starter tidligere end man skulle tro. Denne selvkritiske tankegang kan stamme fra noget du har oplevet tidligere i dit liv. Det kan f.eks. være, at du er blevet forsømt som barn eller har været igennem udfordrende situationer i livet, hvor hverken dine venner eller forældre har troet på dig og trukket dig ned. Måske er du tit blevet fortalt, at det du gør, ikke er godt nok, selvom du har gjort dit allerbedste. Eller også er du blevet set ned på, fordi folk automatisk går ud fra, at du er uintelligent. Sådanne ting sætter sig som ar i sjælen, hvilket gør at du begynder at sætte alt for høje krav og forventninger til dig selv. Krav og forventninger du umuligt kan nå.

Du må ikke lave fejl!

Jeg er normalt ikke den der peger fingre, men jeg tror, skolerne langt hen ad vejen er skyld i det. Her er der stort set ikke plads til fejl, hvilket får os til at tro, at for at klare os i den virkelige verden er hvert eneste skridt nødt til at være perfekt. Er din karakter for lav til drømmestudiet? Ærgerligt, så stopper livet her og du må affinde dig med at arbejde i et supermarked resten af dit liv. Du kan også tage en uddannelse, du ikke interesserer dig for eller kan bruge til noget, men så har du i det mindste noget at falde tilbage på. Det lyder ikke som en særlig sund tanke at proppe ind i hovedet på sine elever. Hvorfor er der ikke plads til bare at være god nok?

Læs også: FEJLEN VED AT UNDGÅ FEJL

Folk opfører sig, som om alt må og skal være perfekt og hvis det ikke er, vender de ryggen til og beklager sig over det på Facebook. Hvis denne kritik går ud over dig, kan det igen hurtigt ændre sig til kritik mod dig selv. Det bliver selvopfyldende. Hvis de ikke mener, jeg er god nok, må det jo være sandt. Pludselig er din indre stemme ikke din men alle andres. Dog er jeg sikker på, de laver lige så mange fejl som dig. Ingen er så perfekte, som de giver sig ud for at være.

“Those who spend their time looking for the faults in others, usually spend no time to correct their own.”

Art Jonak

Hvordan stopper du den endeløse kritik?

Igen: Ingen er så perfekte, som de giver sig ud for at være. Så lad være med at sammenligne dig selv med alle andre. Du skal i hvert fald slet ikke skamme dig over, hvem du er. Du behøver ikke få alle til at kunne lide dig. Vi er 7 milliarder mennesker her på Jorden og de fleste har ikke brug for mere end 5 nære venner, der kan lide dig for lige præcis den du er – med fejl og mangler og hvad end, der gør dig unik.

Når du laver fejl, så lad være med at forsvinde i et dybt hul af skam. Det er helt i orden at lave fejl. Virkelig! Uden fejl lærer du intet. Hvordan skulle du kunne forbedre dig, hvis du altid gjorde alting 100% perfekt første gang. Hvis Steve Jobs mente, at han havde bygget den perfekte computer i 1970’erne og derefter lænet sig tilbage i stolen, ville Apple ikke have eksisteret i dag. Virksomheden ville være blevet overhalet af alle, der turde lave fejl og lære af dem. Der skal og vil altid være plads til forbedringer og det er altså ikke en dårlig ting. Selvom du laver fejl, er du stadig en god person. Gentag det for dig selv, hver gang de kritiske tanker opstår. Selvom du laver fejl, er du stadig en god person.

Det er ikke verdens ende

Lige så snart tankerne opstår og fortæller dig, at du er uduelig og doven, så mind dig selv om, at du gør dit bedste og at alle laver fejl. De dårlige tanker, du har om dig selv, ender med at gå i opfyldelse, hvis du lader dem. Måske skal du til jobsamtale og tænker, jeg får aldrig jobbet. Disse tanker får dig til at komme ind til jobsamtalen uden tro på dig selv, hvilket tydeligt viser sig på dit kropsprog. Du hænger med skuldrene og kigger ned i gulvet og saboterer allerede dér dine chancer. Men hvor slemt ville det egentlig være ikke at få jobbet? Der er ingen, der slår dig ned og hiver dig bevidstløs ud fra kontoret, hvis du ikke får jobbet. Selvfølgelig gør det ondt at blive afvist, men det er ikke verdens ende.

Væn dig til at tænke anerledes

Hvorfor kritiserer du dig selv? Hvad er dine beviser for, at du skulle fejle? Prøv at lave en liste over alle de dårlige ting, der kan ske for at danne dig et overblik over dine kritiske tanker. Spørg derefter dig selv, hvilke grunde der skulle være til, at du sagtens kan klare det og lav endnu en liste. Sæt herefter listerne op mod hinanden. Gør du det, vil du kunne se, hvorfor det ikke altid kan betale sig at lytte til alle de dårlige tanker, når du i teorien udmærket godt ved, at du kan klare enhver udfordring. Når du lærer at genkende de dårlige tanker, bliver det nemmere at ændre dem.

Accepter din indre kritikker

I dag hører man oftere og oftere, at man skal acceptere sig selv, som den man er. Men det handler lige så ofte om det udseendemæssige. Det er dog lige så vigtigt, at kunne acceptere den du er indeni. Med det mener jeg, i stedet for at prøve at lave om på dig selv så accepter, at du bliver nervøs og bange, når du skal til jobsamtale, møde din date eller holde tale foran en stor forsamling. Accepter at din indre selvkritiske stemme gør alt i sin mangt for at afholde dig fra en vis situation. Gør det stik modsatte af, hvad selvkritikkeren fortæller dig. Det er noget, der har virket for mig.

Det strider lidt mod de første råd, men ved at acceptere det hjælper det dig i det lange løb med at blive en bedre version af dig selv.

Tal med andre om det

Det er helt i orden at snakke med en professionel eller dine venner om dine følelser. At høre fra andre, at du ikke skal være så hård mod dig selv og at du er perfekt, som du er, kan hjælpe din selvtillid godt på vej. Jeg er sikker på, at folk forstår, hvad du gå rundt med af følelser, for det er ikke helt unormalt, at man ikke tror på sig selv.

Hvad er det værste der kan ske?

Jo længere tid du bruger på at være selvkritisk og tænke på, hvordan andre måske reagerer, jo mindre tid har du til at gøre noget ved det. Hvornår er øjeblikket perfekt nok til, at du tør springe ud i dit nye projekt eller hvad end du afholder dig selv fra at gøre? Om 10 år? Hvorfor må vi andre ikke se, hvad du har at byde på?

Ingen andre holder dig tilbage end dig selv og det er grunden til at alt for mange idéer begraves med idé-skaberne selv. Tænk på hvor mange gange én enkel person har haft muligheden for at ændre verden, men var usikker på sig selv og lod sig overtale af sin selvkritikker. Lad andre mennesker have deres meninger. Folk finder altid noget at brokke sig over uanset hvad. Den eneste du skal overtale, er dig selv. Mind dig selv om, at du har klaret modstand før, så selvfølgelig kan du også klare det her! Lev dit drømmeliv nu, ikke i morgen eller når du går på pension.

“Life is not about things going perfectly the first time. It’s about how we adapt to what we receive.”

Joy Mayer

Niklas H-L

Featured photo by Road Trip with Raj on Unsplash


Relaterede indlæg

Ved du ikke hvad du skal vælge?

FÅ BESKED OM NYE INDLÆG

Vær den første til at modtage nyheder, tips og andet god læsning.

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.