Udgivet i

Hvordan laver man kaffe med en Aeropress?

For nogle uger siden købte jeg en AeroPress, da jeg er lidt af en kaffenørd og fordi den gør det nemt og hurtigt at lave en god kop kaffe. Det er nu min favoritmetode, når jeg ikke vil bruge for lang tid på at lave kaffe. Der følger en lille opskrift-guide med AeroPress’en, men der findes nok 1000 måder at lave kaffen på. Der bliver endda afholdt mesterskaber i det. I dette indlæg handler det dog om en kaffe uden for meget besvær. Der er nok mange entusiaster og AeroPress eksperter, der vil mene, at opskriften er for upræcis, men det er sådan jeg selv laver den og den smager helt fint. Den får en lækker konsistens og god styrke i smagen og det er det, der er vigtigst for mig.

Hvis du vil se guiden som video, finder du den i bunden af siden.

Opskrift

Ingredienser:

  • Ca. 17 gram kaffe/kaffebønner (én ske med top. Brug skeen der følger med din AeroPress)
  • Ca. 250 ml kogt vand

Jeg skriver ca., fordi målene i denne opskrift ikke behøver at være helt præcise. Du kan se, hvad jeg mener, når du læser videre.

Fremgangsmåde:

Først kværner jeg bønnerne, mens vandet koger.

Hæld kaffen i din AeroPress og fyld vand i så det kun lige dækker. Rør rundt med paletten. Vent i 30 sekunder, så alle gasserne slipper ud. Her bruger jeg det, de fleste kalder Inverted Method, da man ikke spilder vand. På den “rigtige” måde oplever jeg, at vandet løber alt for hurtigt ud, inden det har nået at brygge.

Efter 30 sekunder fylder du den helt op til kanten (det er ca. 250 ml vand) og rører forsigtigt. Vent i 1 minut og 30 sekunder eller mere, hvis du vil have en stærkere kaffe. Nogle lader den brygge i 4 minutter. Det kommer an på ens smag.

Mens du venter, kan du bruge resten af vandet til at rense filteret, så du ikke får for meget papirsmag i kaffen. Husk også at varme din kop op, så kaffen ikke køler for hurtigt ned.

Sidste trin er nu hurtigt at vende den AeroPress. Jeg anbefaler, at du sætter din op ovenpå, så du ikke ender med at have kaffe ud over det hele. Vend den og tryk, indtil du hører en sssshhh-lyd. Når den syder ved du, at den er færdig.

Nu kan du tage bunden ud, poppe den lille “kaffekage” i skraldespanden og skylle din AeroPress. Går du ind for genbrug er “kaffekagen” perfekt til at gøde haven. Papirfilteret kan også genbruges 4-5 gange, hvis du skyller det og lader det tørre.

Guiden som video:

Niklas H-L

Photo by Mike Kenneally on Unsplash


Relaterede indlæg

FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG

Vær den første til at modtage nyheder, tips og andet god læsning.

Advertisements